om tankens fysik (i døren 2) – strøtanke

På slagene af regndråberne
mod kålens blade
kom tanken smilende;
hvor få slag der kan knibes ind
i et øjeblik
men hvor mange fald

(Der er vel rummet
til forskel
som spændet mellem
oplevelsen og ordene)

Om tankens fysiske egenskaber
vil jeg hér holde mig til smilet
uadskillelige
som den ene dråbes lyd mod bladet
eller den næstes berøring af min kind

Hvad angår vejr og påklædning
vil jeg blot anføre
at jeg vel ikke bliver vådere
end regnen
bliver menneske

 

om strøtankerne

Reklamer

Øjeblikkets indhold – 15. oktober ’16

solnedgangjordskok

Det er oktober, og efteråret er begyndt at folde sig ud for alvor – nogle dage (som i dag) med ruskende vind, andre dage med solen i hovedrollen, så blændende oktober-agtig, skærende sig skyggerigt gennem stuen eller sættende ekstra smæk på farverne ude.

lyset

Flere og flere afgrøder melder sig færdige for i år; de sidste druer er høstet og kogt til saft, de sidste brombær indtaget undervejs på en tur i skoven, og i går blev tomatplanterne pillet ud af drivhuset og de sidste tomater, i alle deres nuancer fra grøn til rød, taget indenfor til eftermodning.  Læs resten

om et liv til 6 kr i timen (i skoven 2) – strøtanke

“6 kr i timen” er blevet en slags udglattende mantra for mig, når jeg bruger en masse timer på at lave noget som kunne købes for penge i en butik (snitte en ske, strikke en trøje (incl. kartning og spinding af uld), bygge møbler el.lign.), og begynder at tænke, at det måske også er for mange timer.
(De 6 kroner kommer fra regnestykket; min årsindtægt delt med antallet af timer i et år = min gennemsnitlige indtægt pr. time, vågen såvel som sovende).
Så kan jeg gange mit timeforbrug med 6 kr/time og sige til mig selv “så meget ske havde du heller ikke fået for 12 kroner” eller “så fin en trøje havde du nok ikke fået for 480 kroner” eller “650 kroner incl. indkøbte materialer er egentlig ikke så slemt for sådan en briks” el.lign. Det er på sin vis rarere at tænke sådan, end hver gang jeg har etagegravet et par kvadratmeter ny køkkenhave eller kørt trillebør efter trillebør brænde fra rundstabel til skur at tænke, at jeg kunne have siddet et sted og tjent x-hundrede kroner i timen – og det kunne jeg for øvrigt nok ikke (jvf. mine økonomiske erkendelser). I stedet lever jeg (gennemsnitligt set) et liv til 6 kroner i timen, selv når jeg sover.

Dette regnestykke kan hjælpe til at gøre en masse tilsyneladende urentabelt, tidskrævende ekstraarbejde rentabelt alligevel, og hjælper til tider med at gøre et liv med selvforsyning, havearbejde, gør-det-selv-projekter og lignende tidskrævende aktiviteter lidt sjovere.

 

om strøtankerne

om selvvalgt fattigdom (i skoven 1) – strøtanke/baggrundsinfo

Hvad angår penge og økonomi har jeg (med tiden) erkendt:
1) at jeg er virkelig dårlig til at tjene penge,
2) at jeg ofte har det (moralsk) dårligt med at tjene penge,
og 3) at når bare jeg ved cirka hvor få penge jeg har at gøre med, kan jeg som regel få det til at løbe rundt alligevel.

Ad 1) – jeg regnede på det for nogle år siden, kiggede gamle årsopgørelser igennem, lagde tallene sammen og kom frem til, at jeg (dengang i starten af mine tredivere) endnu ikke havde tjent min første million. Mine seneste års årsindkomster taget i betragtning er jeg sandsynligvis stadig under millionen i livsindtægt indtil nu – min højeste årsindkomst ligger i omegnen af 180.000 kr, og mine seneste års indtægter i omegnen af 50-60.000 kr (svarende til ca. 150 kr om dagen, eller 6 kr i timen) – hovedsaligt tjent via poetry slam, i form af undervisnings- og underholdningsjobs.

Ad 2) – der er som oftest en misbalance imellem arbejde, der udføres og lønnen/belønningen for det, sandsynligvis fordi der ofte er en ubalance i hvad arbejdet er værd for den der udfører det og den der får arbejdet udført for sig, og ganske givet fordi det i sig selv er vanskeligt at veksle en menneskelig arbejdsindsats til et konkret valuta-beløb. Således føles det næsten altid (for mig) som om lønnen/betalingen er enten for lav eller for høj – den er aldrig (eller næsten aldrig) lige tilpas, aldrig dér hvor begge involverede (arbejdsgiver og –tager (eller køber og producent/sælger)) synes beløbet passer perfekt til det udførte arbejde/den lagte indsats – og således er følelsen næsten altid enten at jeg har snydt (fået for meget) eller at jeg er blevet snydt (fået for lidt) når aflønningen for et stykke arbejde er betalt. (Dette er nok stærkt medvirkende til resultatet af regnestykkerne i ovenstående, derved at jeg i vid udstrækning holder mig fra at tjene penge).

Ad 3) – det går altsammen nok alligevel. På trods af at systemet er sat op til at pengene styrer det hele, så kan man godt (hvis man er heldig og/eller insisterende og/eller finder sin egen vej) personligt styre nogenlunde udenom. Er man, som jeg, alligevel nået dertil at man synes vækstsamfundet, konkurrencestaten og (over-)forbruget er mere skadeligt end gavnligt, ligger det lige for at skære ned på det hele (plus/minus), og så kan man faktisk (afhængigt af personlige omstændigheder, naturligvis) snige sig igennem året med ret få udgifter, og dermed ret lavt indtægtsbehov.

Det er bl.a. disse erkendelser der ligger bag mit valg (og som man kan læse, et delvis nødvendigt valg) om at leve som “selvvalgt fattig”, hvilket på sin vis er et misvisende begreb, da jeg til gengæld er tilsvarende rig på tid fx., fri tid.

 

om strøtankerne

om konstans (i haven 1) – strøtanke

Der dyrkes enten-eller
hele året
lineære forsimplinger
i lange lige rækker
monokulturelle svar
til alle spørgsmål
dén konstans

Hér sår jeg i perioder
høster i andre
svarer så forskelligt
som der kaldes
Har ingen større fidus
til systemer, som
insisterer på vækst
i vinterhalvåret

Jeg søger at være på linje
med træet som det står
regndråben som den falder
– lige så øjeblikkelig –
– lige så uendelig –
at finde sted
i det spænd
konstant
at ske

 

om strøtankerne