MAN:D-portræt – uddybning af synspunkter

Introduktion – til folk, som ikke har læst artiklen eller ikke har adgang til den:

I anledning af årets Spoken Word Festival i Odense er jeg i dag (16. august 2014) portrætteret i Fyens Stiftstidendes lørdagstillæg MAN:D (abonnenter af fynske aviser kan læse og se det på miftyn.dk/mand) – det er en såkaldt passionsreportage baseret på min passion for ord og mit virke som spoken-word-poet og poetry-slammer.

I portræt-interviewet viser det sig dog hurtigt at min passion for ord ingenlunde er rent positiv – faktisk synes jeg at langt de fleste ord, der omgiver os er spild, fyld, spin, manipulation mv. – ord, der ikke fortjener den opmærksomhed de får og den plads de optager. Denne del tænker jeg kunne fortjene en uddybning hér på bloggen, nu hvor der er en anledning til det.

Jeg vil gerne med det samme sige, at min kritik i nedenstående ikke går på den enkelte reklamemand m/k, den enkelte politiker, den enkelte journalist, bladredaktør, forlagschef, forfatter eller andre enkeltpersoner eller faggrupper – min kritik går på, at det system, som vi med tiden har udviklet, og som alle disse (og de fleste andre) arbejder indenfor, er forskruet og mere eller mindre usynligt betvinger den enkelte i en grad vi ikke fortjener.

* Om ord i reklamer – Unødvendigheder skal tvinges af hylderne

I mine øjne er reklamer hovedsaligt udtryk for at der produceres for meget – at forbruget ikke længere har udgangspunkt i menneskelige behov, men i lyst. Med tiden er der sket et skred fra at folk købte ting fordi de gik og manglede dem, til at langt hovedparten af forbruget sker gennem induceret trang til noget nyt, en kunstig lyst der er blevet vækket, et budskab om en fortalt, men ikke-virkelig, nødvendighed som er gentaget indtil det har sat sig fast, vanemæssigheder der er med til at skabe vores selvbilleder – reklame og manipulation.

Enorme mængder ragelse masseproduceres, fordi selvcensur blandt opfindere/designere/hitte-på’ere åbenbart er forsvundet, fordi maskinerne er sat op, fordi apparatet og systemet er bygget til det – vækst-idiotien/-ideologien kræver det. Og fordi al denne ragelse ikke genererer profit ved at fylde på lagrene, skal den tvinges ud på hylderne i butikkerne og hjem i skabene til forbrugerne og fylde i stedet. Sidste stop er lossepladsen – og vejen fra produktionsanlæg og dertil kunne uden særlig nedgang i kvaliteten for forbrugeren placeres lige ved siden af samlebåndet. Respekten for ressourcerne som kloden giver os er simpelthen forsvundet – at masseproducere ubrugeligheder og unødvendigheder ud af brugbare ressourcer er spild. Punktum.

Ting sælger ikke sig selv når der ikke er et rigtigt, virkeligt behov for tingen – derfor er markedsføring, branding og reklame blevet en nødvendighed for at kunne slippe af med varerne. Selv om produktionen foregår et sted hvor den ingenting koster – en T-shirt koster fx. under en dollar at producere i Kina o.lign. steder incl. materialer og løn til syersken – så koster den i butikken 50-100 gange så meget, fordi der ligger et kæmpe arbejde i at slippe af med den. Der er sportsstjerner, der skal betales for at gå med den, butiksassistenter der skal aflønnes, butikslokale-leje og driftsomkostninger, og reklamekampagner og tryksager der skal distribueres via alverdens kanaler. Det er ganske enkelt vildt svært at sælge unødvendige, usælgelige varer – stor kreativitet er påkrævet i forsøget, og derfor betaler det sig da også langt bedre at sælge noget, end at lave (producere) noget.

Reklamerne skal stimulere overforbruget og ikke noget andet. Vi kan godt finde ud af at købe mad, varme o.lign. fornødenheder, som sikrer vores overlevelse, uden reklamernes hjælp – kun fordi der foregår en overproduktion bliver også disse ting opstillet i unødvendige konkurrencer. Rigtige behov kan vi godt finde ud af at dække, men dét selv at finde på at vi har brug for en maskine, der kan blæse bladene væk fra græsplænen, eller hormonforstyrrende cremer, som skal facilitere forkvaklede kropsidealer – dét er det de færreste der kan.

Og jeg er selvfølgelig ikke fri for at have unødvendige bekvemmeligheder i husstanden – men jeg forsøger, nu hvor jeg har erkendt disse forhold, at lade være med at bringe flere af dem ind i mit liv – forsøger at lade behov opstå af sig selv, og først derefter se om der findes en dims, der faciliterer disse behov eller se om jeg selv kan finde på en sådan dims. At lade være med at lade mig friste til at tro jeg har behov, som jeg i realiteten ikke har. At have adblock-plus kørende i min browser og ‘nej tak til reklamer’ på postkassen hjælper på dette. At bo langt ude på landet hjælper på dette. Og jeg falder da stadig i mine egne grøfter, og skvatter af min høje hest med mellemrum, men jeg forsøger at være mig det bevidst, og forsøger at nærme mig mine egne idealer dag for dag.

Jeg er ikke imod udvikling – jeg er imod pseudo-udvikling og overdreven udvikling, som sker i et så højt et tempo, at det umuliggør en fornuftig afvejning af udviklingens medfølgende konsekvenser. Vækst for vækstens egen skyld. Reklamerne skubber på denne gale udvikling, og derfor mener jeg reklamernes ord får langt mere plads end de fortjener.

* Om ord i moderne politik – Ord og gentagelsens magt

Vækst for vækstens egen skyld er tidens politiske dagsorden. Siden ‘krisen’ indtraf i 2007/08 er alle sejl sat til for at få væksten i vejret, koste hvad det vil. Alt andet underlægges denne dagsorden – andre problemer kan ikke løses før vi får bedre råd til det, før væksten er kommet i gang igen. Vi nægter simpelthen som verdenssamfund at se økonomien, som værende en jordbunden ting – et fænomen, der støtter samfundet som et mellemmenneskeligt fundament – men insisterer på at den skal være en varmluftballon, som skal få os til at svæve rundt.

Politikernes vokabular er derfor præget af begreber som konkurrenceevne, vækstrater, produktivitet, effektivisering, normalisering o.lign., som bliver gentaget til og over kvalmegrænsen. Der er tilsyneladende ingen anden vej, intet alternativ – livskvalitet, global medmenneskelighed og retfærdig omfordeling er blevet en luksus, som vi først har råd til når økonomien er så god som teoretisk muligt, hvilket vil sige; aldrig.

Denne retorik er efterhånden så indgroet at den ikke kan aflæres – og så bredt funderet at langt hovedparten af de politiske partier og aktører har inkorporeret den i deres tankesæt og partiprogrammer. Denne brede enighed, som rettere er en vanemæssig ensretning, medfører at forskellene partierne imellem forsvinder og de modstillinger, som opstilles for at vise en tilsyneladende kant til andre partier bliver fuldstændig kunstig. Ordene tages som gidsler for dramaets skyld – to synspunkter, som egentlig befinder sig i umiddelbar nærhed, formuleres som to kæmpende perspektiver for debattens skyld, for at kunne generere taletid til politikere, som skal forestille at være i opposition til hinanden, men reelt mener og siger nogenlunde det samme.

På samme måde konstrueres politiske forhandlinger på en måde, så det ser ud som om der bliver givet og taget, så det ser ud som om man har ‘vundet’ forhandlingen og modparten ‘tabt’, og dette naturligvis med modsat fortegn alt efter hvilken part, der interviewes. Resultatet er hver gang små forskydninger af små beløb (set ift. et nationalregnskab), som blot har til hensigt at fortsætte illusionen om at der gøres noget, men egentlig blot skifter lidt rundt på hvilken befolkningsgruppe, som for en tid skal forfordeles – små skridt på stedet. Bevarelsen af den værende magtmodel, som fra magthavernes side fungerer ganske fint – den holder dem ved magten, mens den reelle magt forlængst er udliciteret og har vidtrækkende konsekvenser uden for borgernes og samfundenes kontrol – folkestyret er afmonteret, det der vises frem er blot et skuespil.

Langt de fleste ord, der bruges i den politiske verden er altså pseudo-magtspil, manipulationer og spin – ord, som optager mere plads end de fortjener. Ord, som optager pressens tid og mediernes plads, så der ikke bliver tid og plads til at være vagthund ift. den korporatisme, som har overtaget magten for længe siden.

* Om ord i medierne – Rammernes rigiditet præger historierne

[Medierne var et tredje punkt i listen af ord, som får mere plads end de fortjener, i selve interview-samtalen, men kom ikke med i artiklen]

Når reklamer og politikere optager mere plads end de fortjener, er det klart at de distributionskanaler, som disse benytter sig af også vil være fyldt af ord, som ikke fortjener den spalteplads og den sendetid der bruges på dem. Reklameblokkenes antal og annoncernes størrelser vokser, mens indholdet der optager siderne og sendetiden i stadigt stigende grad også fyldes af sponsoreret indhold og skjult reklame.

Mediernes rolle bliver som følge heraf udvandet – tiltroen til de viderebragte historier bliver stadigt mindre, journalisternes integritet forringet, og de historier, som fortjener at blive fortalt forsvinder i mængden af ligegyldigheder, salgsforsøg og overdreven retorik, som skal sælge aviser først, tvinge reklamer ind i læserens bevidsthed dernæst, og allersidst fortælle en historie.

Ved at sidestille ligegyldigheder med reelle historier udvander medierne sig selv – ved at give taletid til politikere, som har taget kurser i at tale uden om, uden at den interviewende studievært har taget et tilsvarende modsatrettet kursus, udvander medierne sig selv – ved at opstille kunstige konfrontationer, hvor ingen reel uenighed findes, for debattens skyld, udvander medierne sig selv – og de historier, som fortjener at blive fortalt forvandles herved selv til udvandede indslag, hvis relevans mistænkeliggøres på grund af metoden.

En del af dette skyldes mediernes ramme – indslagenes længde, der enten umuliggør dybde pga. tvungen kortfattethed eller opløser relevansen gennem ligegyldig ekstra-information – for at få historierne til at passe med de rammer, som skal udfyldes. Nogle historier kræver for meget plads, hvis alle relevante synspunkter skal gives rum til udfoldelse, og andre kræver kun lidt plads, men bliver sovset ind i kunstige konflikter for at gøre dem interessante, fordi man mangler kreativiteten til at gøre et emne interessant uden en konflikt.

Langt hen ad vejen har det at gøre med hele systemets rammer – at alt skal være i konkurrence, at alt skal bonne ud på bundlinjen. At historier ikke bare skal fortjene at blive fortalt, men skal kunne generere et overskud i kroner og ører. Derfor fyldes medierne i stadigt stigende grad af ord, der betaler sig i stedet for ord, der fortjener at blive fortalt.

* Om ord i profitlitteraturen – Kvalitetsstemplet, der forsvandt

[Forlagene og bog-/litteraturindustrien var et fjerde (delvist) punkt på listen over ord, der får mere plads end de fortjener – heller ikke dette punkt nåede med i artiklen]

Forlagsbranchen ligger under for samme mekanismer som medieindustrien (og resten af markedssystemet, som det kører) – altså profit-tvangen. Kvalitetstabet derved er det samme som i medierne – tiltroen til at de store forlags stempel anviser litterær kvalitet udvandes af kravet om afkast til aktionærer, som i alle andre brancher. Bøger skal sælges først, og fortælle deres historie derefter.

En modbevægelse af non-profit-forlag mv. er i gang – men samtidig muliggør faldende tryk-udgifter (via udflytning til lavtlønslande) at enkeltpersoner kan selvudgive værker i stigende grad. Jeg er ikke modstander af selvudgivelser (jeg har endog selv gjort det i beskedent omfang – dog uden at ty til lavtlønstrykkerier – jeg printede og syede selv i sin tid “Nætterne på solen” og jeg har selv for nylig indtalt lydbogen “det’ dét det handler om” og lagt den frit tilgængelig for streamning og download på nettet) – i en verden, hvor de store, kendte forlag forventer medbetaling ved udgivelser og ellers vægter profit over kvalitet, kan selvudgivelsen være den eneste vej for et værk, som faktisk fortjener at komme ud. Men alt i alt er resultatet for nuværende, at kvaliteteten kan være svær at finde i mængden af værker, der sendes på markedet af hhv. profithensyn og mangel på selvcensur. Der er altså også hér – i min optik – mange ord, som tager mere plads end de fortjener.

Jeg vil gerne hér gentage, at min kritik i ovenstående ikke går på den enkelte reklamemand m/k, den enkelte politiker, den enkelte journalist, bladredaktør, forlagschef, forfatter eller andre enkeltpersoner eller faggrupper – min kritik går på, at det system, som vi med tiden har udviklet, og som alle disse (og de fleste andre) arbejder indenfor, er forskruet og mere eller mindre usynligt betvinger den enkelte i en grad vi ikke fortjener.

* Om usynlige konsekvenser – Vi er katastrofen

Artiklen kommer kort ind på et par emner, som jeg synes fortjener ord og plads, men ikke får det. Ofte er det ubekvemme følgevirkninger og usynlige konsekvenser af vores almindelige hverdags livsførelse – vores overforbrug, vores forskruede ‘system’, vores vækst-krav osv. Historier, som enten slet ikke bliver fortalt i mainstream-medierne, eller som forsvinder i mængden af fyldhistorier og direkte og indirekte reklamer.

I artiklen fremstår tobaksproduktion som det gennemgående eksempel. Produktion af tobak foregår rundt om i verden ved brug af uhyrlige mængder kemikalier i både dyrkning og efterbearbejdning, og høsten foregår næsten alle steder ved brug af børnearbejde, da bladene skal plukkes enkeltvis af planten på det rigtige tidspunkt, hvilket maskiner (endnu) ikke kan. Det er almindeligt kendt at tobaksrygning er giftigt for rygeren, og at der i tobakken proppes alverdens tilsætningsstoffer, som ingen steder deklareres for forbrugeren – det er ‘hemmelige opskrifter’, som vil svække konkurrencen tobaksproducenterne imellem hvis de afsløres. Mindre kendt er det, at det, selv i USA hvor børnearbejde er forbudt, er børn, som plukker tobaksbladene – børn, som arbejder uden beskyttelsesmidler, og som derfor udsættes for bl.a. ‘green tobacco decease’, gennem indoptagelse af giftige stoffer fra tobaksbladene gennem fingrene, når de plukker bladene.

(Som konsekvens af denne viden, stoppede jeg med at ryge i maj 2012, og begyndte året efter at dyrke min egen tobak, og har siden august 2013, hvor jeg begyndte igen, ikke røget andet. Det er stadig giftigt, men kun for mig selv, og jeg slipper for de tilsætningsstoffer som industrien tilsætter og de pesticider mv. som bruges ved ‘konventionel’ dyrkning.)

Historier om hvordan foderet til vores lands gigantiske bestande af kvæg og svin bliver produceret på et areal, der tilsvarer Sjællands størrelse, på enorme biodiversitets-forarmede monokultur-marker i Argentina, er så småt nået til Danmark – men på trods af en tilsyneladende udpræget skepsis mod GMO-fødevarer blandt den brede befolkning, køber vi fortsat gladeligt kød, som i ligeså udpræget grad er fodret med foder af GMO-afgrøder, som undervejs i dyrkningen bliver sprøjtet med store mængder pesticider og insekticider, som befolkningen også i stigende grad er i mod – i hvert fald når det foregår hér og ødelægger vores drikkevandsforsyning. Hvordan det påvirker Argentinerne og deres jord, drikkevand, sundhedstilstand mv. hører vi ikke noget om – og vi har heller ikke lyst til at tænke for meget over det.

Samme historier kunne fortælles om bomuldsproduktion i Indien og andre steder – igen i høj grad GMO-bomuld, som ligesom tobaksproduktionen medfører et kæmpe forbrug af kemikalier undervejs i pipelinen, og dette sat i stand af GMO-frø-producenter, som i stigende grad monopoliserer markedet for frø til dyrkningen, stavnsbinder bønderne til gigant-korporationer og tvinger dem til at bruge de samme producenters designer-drugs i deres marker. Igen med ufortalte følger for lokalbefolkninger.

Selve tøjproduktionen foregår også under vanvittige forhold, men vi hører kun om det når sy-fabrikkerne styrter sammen og slår vores slaver ihjel. Og hver gang bliver historien fulgt op med løfter om hjælpende millioner og bedre arbejdsforhold – én fabrik af gangen – indtil den næste falder sammen og vi hører historien igen, og finder ud af at de generelle forhold ikke er blevet forbedret siden sidst. Og hvis de er, er produktionen som følge heraf blevet fordyret og derfor forflyttet til et andet sted, hvor fabrikkerne endnu ikke er faldet sammen.

Historier om palmeolieproduktionen er så småt nået herop, men også disse får uproportionelt lidt spalteplads og sendetid ift. hvor ødelæggende konsekvenserne af produktionen er – en produktion, som vel at mærke er direkte ansporet af vores livsførelse, vores krav om ‘naturligere’ skønhedsprodukter, ‘sundere’ planteolier i diverse fabriksfødevarer mv. Vores efterspørgsel smadrer hele og halve nationer langt herfra. Og vi slipper (indtil videre) for at høre om det i nogen væsentlig grad.

Og der er mange flere historier – smykkeproduktion, elektronikproduktion, solceller, vindmøller, kakao, chokolade, kaffe, læder til beklædning osv. osv. – alle har de i kølvandet enorme konsekvenser for minearbejdere, bønder, dyr, lokalbefolkninger, grundvand, havene, jorden, luften osv.

Flere af disse emner dukker faktisk op i medierne fra tid til anden – men det er nålestik set i forhold til det banesår vores forbrug skærer i fjerntliggende verdensdele – og hver gang forsvinder de igen lige så pludseligt som de dukkede op. For der er ikke i længden salg i disse historier – der er ikke salg i dårlig samvittighed. Der er salg i frygten for de fremmede, der kommer herop og vil tage vores goder fra os, men der er ikke salg i at vi, som usynlige fremmede, dagligt og til stadighed og i stadigt stigende grad stjæler ressourcer fra alle egne af verden for vores fornøjelses og bekvemmeligheds skyld. Eller jo, der er salg i varerne, men ikke i at fortælle historierne om forbrugets konsekvenser.

Hvis disse historier blev fortalt i samme omfang som de har konsekvenser, ville vi dø af dårlig samvittighed, for vi ved godt bedre og vi er bedre end dét og vi vil ikke nogen noget ondt. Så at disse ord, disse historier, som fortjener at blive fortalt, ikke i nævneværdigt omfang rent faktisk bliver fortalt, men i stedet druknes i alverdens ord, som ikke fortjener pladsen, har også at gøre med vores selvopholdelsesdrift – vi ville ikke kunne leve med os selv, hvis vi skulle se konsekvenserne af vores handlinger i øjnene på daglig basis. Vi ville indse at sýstemet ødelagde os som menneskelige mennesker, og at vi bliver nødt til at lave det helt om.
En omkalfatring vil blot være et håbløst plaster på såret – vi bliver nødt til at lave et helt andet fartøj.

Reklamer

One thought on “MAN:D-portræt – uddybning af synspunkter

  1. Pingback: DM i Poetry Slam 2015 | Lanyje.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s