om ressourcer (i skuret 1) – strøtanke

Vi har ellers
fået sat tal
på det meste
Kvantificeret alt
fra himlens bæreevne
til jordens bristepunkt

Hér går jeg i skuret
henter brænde
til nogle dage
Vurderer at resten nok
ligesom grøntsagerne
i spisekammeret
er nok til en vinter

Forsøger
med al min regnekraft
at undlade at estimere
hvor mange
krigsmætte
fredshungrende
brødre og søstre
vi lader drukne
i verdenshave
flygtningelejre
og asylcentre:

Én
for mange
hver gang

 

om strøtankerne

Reklamer

om lærdom (i haven 2) – strøtanke

De siger så meget
at man skal lære hele livet fx.
(og mener tiden, ikke processen)
Man kan sige hvad man vil
om foråret
men det taler fint
for sig selv

Om at lade varmen virke
og vandet bløde op
om at lade frøet slå rod i mørket
for at kunne spire frem i lyset
om at lade alt blive sig selv
og livet være

Hér gør jeg klar til dyrkning
løsner jorden
trækker linjerne
vander rillerne
lægger frøene og dækker til

I al stilfærdighed
finder jeg det sigende
at det eneste jeg
som menneske
kan lære planterne
er at stå på række
Resten af lærdommen
går den anden vej

 

om strøtankerne

om morgenbøn (i døren 5) – strøtanke

Alle dage er jo særlige, nogle dage er ligesom bare mere særlige end andre. I en del år startede alle dage ens for mit vedkommende, nemlig med kaffe og netnyheder. Det sidste lille års tid er alle dage også startet ens, men med kaffe og morgenbøn under åben himmel – og hvor kaffen er lige så sort som den plejer, er udgangspunktet nu væsentligt lysere end tidligere. Dagen får nu lov til selv at finde sin særlighed, hvor dens særlighed tidligere var præget af dagens historie, dagens konflikt, dagens mørke.

Det er en kvalitativ forskel på linje med forskellen mellem de tørre grønne og de ristede mørke kaffebønner. Min bøn, som ligesom så meget andet her på stedet er hjemmelavet, handler om at få fokus på de ting jeg gerne vil have fokus på; taknemmelighed, hengivenhed, enhed og kærlighed i alle afskygninger, og om at lade tiden gå og lade tiden komme, og være tilstede imens, i det der er, idet det sker, iblandt dem og det, der er omkring mig.

Det handler om det her med at de ting du tillægger værdi får værdi, at de ting du tildeler mening giver mening, at de ting du tilskriver betydning bliver betydningsfulde. Og selvom ordene er de samme fra dag til dag (de har ændret sig lidt i løbet af året), så bliver hver dag stadig sin egen, lige så særlig som den plejer; noget slutter, noget begynder, gamle nøgler afleveres, nye nøgler modtages. Fra dag til dag mærker jeg hvilke ord, der klinger hvordan og mærker derved hvor jeg er, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være, så jeg kan stræbe efter det; at være den mand, jeg ønsker at være.

I forhold til tidligere, ser jeg nu verden anderledes – verdens problemer findes selvsagt stadig, men nu ser jeg i højere grad en verden at kæmpe for, fremfor en masse ting og sager at kæmpe med og imod.
Det viser sig at bønnen faktisk bliver hørt. For det er langt hen af vejen mig selv, der skal høre den, og lytte efter.
På det lille års tid har morgenbønnen vist sig at have mindst lige så stor indflydelse på min dag som kaffebønnen (de af jer, der kender mit forhold til morgenkaffe ved hvor bastant et udsagn dét er). Så om du så tror på noget eller ej, om du tror på dig selv eller måske især hvis du ikke tror på dig selv, kan jeg anbefale en morgenbøn – alle dage.

 

om strøtankerne

om foråret (i døren 4) – strøtanke

Der er nok at fejre i disse dage;
majestætens fødsel
Jesu død
en bus, der stopper
tiden

Der er noget i luften (som de siger);
flokke af hvirvlende måger
over markerne
og mellem dem
to havørne i egne cirkler
adskilte i luftrummet
tydeligt forbundne
og under det hele;
rødstjerten tilbage
et glædeligt gensyn

Der er nok at tage sig til;
vinduer, der trænger
hænders kærlighed
kartofler at lægge
en god begyndelse

Jeg kunne godt gøre
en ekstra indsats
men jeg kan ikke
smile bredere end jeg gør

 

om strøtankerne

om fornuft (ved hækken 1) – strøtanke

Om det er de sjældne leverancer
eller bare afstanden
til postkassen
Jeg begynder at tænke mit
når der ligger en rudekuvert
efter en haglbyge
men hænger en rød glente
over mit hoved mens jeg finder
et brev fra en ven

Der er snart kun fornuften
til at rede trådene ud
skille magien fra
og foreslå et postbud

Ofte er den jo god nok
fornuften
Ret beset er det dén
der beder mig
kaste min kærlighed
på tornirisken
selvom det øjensynligt
er bøgehækken
som er begyndt at kvidre
så vidunderligt

 

om strøtankerne